Frivilligkontakter & Samarbejdspartnere

Privatpersoner og offentligheden generelt

Ud over oplysninger fra nedenstående frivilligkontakter og samarbejdspartnere, så modtager Naturhistorisk Museum Aarhus også informationer fra mange andre frivillige privatpersoner og offentligheden generelt. Navne på nogle af de personer, der har bidraget med oplysninger, der dokumenterer C1 og C2-fund, fremgår at listen med deltagere. Et antal personer har ønsket at være anonyme, hvorfor deres fund fremgår af listen som eksempelvis Anonym via Naturhistorisk Museum Aarhus eller Anonym via en anden privatperson.

Ulveatlas.dk er kun så godt, som de informationer vi får ind. Derfor vil vi fortsat bede offentligheden generelt om at melde alle mulige observationer af ulv ind. Bemærk vi ikke udleverer dit navn eller andre personlige oplysninger til pressen eller andre, medmindre du har givet tilladelse til det.

 

Frivilligkontakter

Naturhistorisk Museum Aarhus har siden ulvens genindvandring til Danmark i 2012 samarbejdet med frivillige privatpersoner omkring indsamling af data. Oplysninger fra offentligheden og samarbejdet med engagerede frivillige spiller en central rolle i forhold til at tilvejebringe data om ulvens forekomst og indvandring. Frivillige bistår fx en løbende registrering og videreformidling af informationer og iagttagelser fra den øvrige offentlighed, de bidrager med data fra den frivilliges egne registrering og feltundersøgelser, de varetager tilsyn af kamerafælder og indsamling af data under arrangerede feltundersøgelser. Det arbejdsmæssige bidrag fra frivillige privatpersoner er af så væsentlig karakter, at det øger den samlede viden, der danner grundlag for forvaltningen af ulv i Danmark.

En række frivillige privatpersoner, der på vegne af Naturhistorisk Museum Aarhus indsamler samt modtager prøver fra og oplysninger om ulv i Danmark, har underskrevet en decideret frivilligaftale. Der er tale om en aftale, som skal sikre klare retningslinjer for samarbejdet mellem den frivillige og Naturhistorisk Museum Aarhus, og som skal værne om den frivillige såvel som det videnskabelige arbejde.

 

Samarbejdspartnere

Naturhistorisk Museum Aarhus har siden ulvens genindvandring til Danmark samarbejdet med følgende:

DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi - Aarhus Universitet

Statens Naturhistoriske Museum – Københavns Universitet

Det Centraleuropæiske Ulvesamarbejde (CEwolf)

Naturstyrelsens lokale enheder

Miljøstyrelsen

Peter Thisted (UlveApp)

 

Programmeringen af ulveatlas.dk er lavet i samarbejde med Naturbasen.