31. jan 2025

Ung ulv trafikdræbt i Midtjylland

En ung ulv blev onsdag eftermiddag påkørt og dræbt på en landevej sydvest for Silkeborg. Ulven blev indleveret til Naturhistorisk Museum i Aarhus og er siden blevet obduceret på Københavns Universitet, hvor veterinærpatologerne fastslår, at den blev dræbt på stedet.

Dræbt på stedet

Sidst på eftermiddagen onsdag d. 29. januar 2025 blev en ung ulv påkørt af en bil på en landevej sydvest for Silkeborg. Hændelsen blev kort efter indrapporteret af den bagvedkørende bilist til Den Nationale Ulveovervågning.

Den døde ulv blev samme aften afhentet af en af Naturstyrelsens ulvekonsulenter og bragt til Naturhistorisk Museum i Aarhus, hvor lederen af Den Nationale Ulveovervågning Kent Olsen tog over og indleverede den til obduktion på Københavns Universitet.

Torsdag d. 30. januar blev ulven obduceret af veterinærpatologer ved Patologivagten på Københavns Universitet. Veterinærpatolog Tim Kåre Jensen fra Patologivagten fastslår, at dyret utvivlsomt er dødt af de læsioner, det har fået under påkørslen.

"Det var et sundt, flot og velnæret dyr i god kondition, som er blevet dræbt øjeblikkelig ved at blive påkørt af et køretøj. Det er tydeligvis et rent trafikdrab, for der var ingen sygdomstegn og absolut heller ingen tegn på anskydning", beretter veterinærpatolog Tim Kåre Jensen.

Ved obduktionen konstaterede patologerne, at ulven havde voldsomme indre blødninger. De indre organer var ødelagt som ved et meget hårdt slag.

Ulven havde i øvrigt brækket ryggen, og der var skader på ribben og ben. Det indikerer, at dødsårsagen var påkørsel, og læsionerne var så voldsomme, at ulven efter al sandsynlighed var død med det samme, da den blev ramt af køretøjet.

Ulven blev også røntgenfotograferet, og ud fra røntgenbillederne kunne veterinærpatologen se, at den ikke var blevet anskudt.

Formentlig én af fem ulvehvalpe fra 2024-kuld

Ulven vejede 39,5 kg og var ved normalt huld. Dens maveindhold vejede godt 1,5 kg og bestod af en blanding af knogler, hud, hår og kød fra hjortevildt.

I Nørlund-reviret, hvor ulven blev kørt ned, lever et ulvepar, som sidste år i maj fik mindst fem hvalpe. Den trafikdræbte ulv er med stor sandsynlighed én af de fem.

"Ulvens pelsfarve, proportioner og et tandsæt uden slid indikerer, at der er tale om en hanhvalp fra sidste år og med overvejende sandsynlighed en af hvalpene i det ulvekuld, som blev født sidste år i Nørlund-reviret", vurderer Kent Olsen, som er videnskabelig chef og seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus og leder af Den Nationale Ulveovervågning.

"Ulvens identitet kan vi først endeligt afgøre, når vi har resultatet af de DNA-tests, vi har udtaget vævsprøver til under obduktionen", fortsætter Kent Olsen.

Han føler sig sikker på, at dyret er en ulv, selvom der findes ulvelignende hunde, som har meget stor lighed med ulve.

Indgår nu i den videnskabelige samling i København

Den trafikdræbte ulv vil efter obduktionen overgå til de videnskabelige samlinger på Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet.

Derfor deltog samlingsmedarbejder og konservator ved Statens Naturhistoriske Museum Mikkel Høegh Post i obduktionen for at sikre ulvens skind og skelet, så det kan indgå i samlingen på samme vis som andre død ulve i Danmark.

Her ligger også de fire tidligere trafikdræbte ulve, ulven der blev ulovligt skudt d. 16. april 2018 i Ulfborg-reviret i Vestjylland samt landets første ulve, der blev fundet selvdøde d. 16. november 2012 i Thy.

Vil du vide mere om ulve?

Fredag d. 14. februar kl. 14:00 holder Kent Olsen foredrag på Naturhistorisk Museum i Aarhus om den danske ulveovervågning.

Efter næsten 200 års fravær i den danske natur er ulven vendt tilbage. Til oplægget giver Kent Olsen den nyeste status på ulve i Danmark – 13 år efter genindvandringen.

Kent Olsen fortæller om de seneste forskningsresultater, og hvordan ulvene overvåges, mens han viser en række eksklusive videooptagelser af ulve.

Husk at melde, hvis du ser en ulv!

For effektivt at kunne finde DNA ulve i Danmark er det en hjælp at høre om så mange iagttagelser som muligt, så vi ved, hvor der skal ledes. Derfor opfordres alle, som mener at have set en ulv, at indsende fx billeder eller observationer af ulve og formodede ulve til Den Nationale Ulveovervågning (ulv@nathist.dk).

Ulvefund er ikke tilgængelige for offentligheden og præsenteres i afrapportering med en sløring på 10 x 10 km. Samtidig kan man som indsender vælge, at ens navn holdes fortroligt og kun kendes af den nationale ulveovervågning.

For yderligere oplysninger – kontakt venligst:

Videnskabelig chef og Seniorforsker ved Naturhistorisk Museum i Aarhus, Kent Olsen: kent@nathist.dk /+45 40 27 20 30.

Veterinærpatolog og Seniorrådgiver ved Patologivagten, Københavns Universitet, Tim Kåre Jensen: tkje@sund.ku.dk / +45 93 56 52 83.

Billeder og kreditering

Billeder og video må bruges frit mod behørig kildeanvisning efter god presseskik til omtale af denne historie. Det er tilladt selv at tage andre screenshots fra eventuelle videoer. Billederne må ikke bruges uden foregående aftale til omtale af tredjeparts (formodede) observationer af ulv eller som illustration af artikler, der ikke omtaler Naturhistorisk Museum i Aarhus eller Aarhus Universitets undersøgelser af ulv i Danmark. Vi vil desuden værdsætte, at man ikke skalerer uden om logo for NMA og AU ved brug af video/billede på tv og web.

 

Billede 1. Trafikdræbt hanulv forud for obduktion. Foto: Naturhistorisk Museum i Aarhus.

 

 Billede 2. Trafikdræbt hanulv forud for obduktion. Foto: Naturhistorisk Museum i Aarhus.

 

 Billede 3. Trafikdræbt hanulv forud for obduktion, hvor graden af slid på tænder dokumenteres. Foto: Naturhistorisk Museum i Aarhus.

 

 Billede 4. Under obduktionen af den trafikdræbte hanulv konstateredes, at maveindholdet vejede godt 1,5 kg og det bestod af en blanding af knogler, pels og kød fra hjortevildt. Foto: Naturhistorisk Museum i Aarhus.

  • Kent Olsen