Ulvepar i Klelund Plantage ved Hovborg har fået hvalpe
Danmarks kun tredje sikre yngleforekomst af ulv er nu bekræftet ud fra optagelser fra vildtkameraer. Det konstaterer forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen.
Den nationale ulveovervågning kunne i april måned fortælle, at et nyt ulvepar, bestående af den danskfødte hanulv GW1469m og den tyskfødte hunulv GW1700f, havde etableret sig i Hovborgreviret i Sydjylland. Dette par har nu fået hvalpe inden for hegnet i Klelund.
Onsdag den 14. juli fangede vildtkameraer, opsat til at overvåge ulvene, to nye ulvehvalpe. Efterfølgende optagelser har vist, at der er mindst tre hvalpe i kuldet. Det er endnu for tidligt at udelukke, at kuldet er større. Hvalpene vurderes til at være født i begyndelsen af maj.
Optagelserne viser hvalpe, der færdes selvstændigt på skovveje i den del af plantagen, hvor offentlighedens adgang hen over sommeren har været midlertidigt begrænset netop for at sikre uforstyrrethed til det eventuelt ynglende ulvepar.
Video: Videoen viser optagelser fra de opsatte vildtkameraer i Hovborgreviret i Sydjylland, hvor op til tre hvalpe ses bevæge sig rundt i perioden 14.-25. juli 2021. Video: Klelund Dyrehave.
Ulvene i Ulfborgreviret
Siden 2012, hvor ulve begyndte at genindvandre, er der to gange tidligere blevet født ulvehvalpe i Danmark. Det er begge gange sket i Ulfborgreviret i Vestjylland, hvor første kuld blev født i 2017 og andet kuld i 2019.
Ulveparret i Ulfborgreviret er blevet set hen over sommeren på optagelser fra vildtkameraer, og DNA-spor bekræfter deres identitet. Ikke desto mindre er der endnu ikke denne sommer konstateret hvalpe i reviret. Det er endnu for tidligt at udelukke, at også dette ulvepar har født hvalpe.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Aarhus Kent Olsen, kent@nathist.dk / +45 40 27 20 30.
Professor ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet Peter Sunde, psu@bios.au.dk / +45 20 63 07 04.