3. jul 2017

Ulvehvalpe i Danmark for første gang i over 200 år

De første ulve er begyndt at yngle i Danmark, oplyser Miljøstyrelsen mandag den 3. juli i en pressemeddelelse. Hvalpene er først observeret på vildtkameraer opstillet af Naturstyrelsen og efterfølgende på de kameraer Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet benytter i forbindelse med den systematiske monitering af ulv i Danmark. Forskerne på Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet har tidligere registreret et ulvepar i Vestjylland, og det er samme ulvepar, som nu har fået mindst 8 hvalpe.

 "Danskerne behøver ikke være at være bange for ulven, fordi der nu er dokumenteret ulvehvalpe. Det gør hverken ulven mere eller mindre problematisk. Derfor gælder den forvaltningsplan for ulv, som blev vedtaget i 2014 stadig", siger fungerende kontorchef i Miljøstyrelsen, Annette Samuelsen.

Yngler i statsligt naturområde

"Det område, hvor ulven nu yngler, er et stort, sammenhængende statsligt naturområde, der er forholdsvist uforstyrret. Ligesom vi beskytter andre fredede dyr, vil vi også tage hensyn til ulvehvalpene. Derfor melder vi ikke ud præcist, hvor billederne er taget", siger skovrider Thomas Borup Svendsen fra Naturstyrelsen i Vestjylland. 

image0 (7)

Vildtkameraet har her fanget to hvalpe i forgrunden, og en tredje kan anes i baggrunden. Foto: Naturstyrelsen

  

Vildtkameraet har her fanget en hvalp. Foto: Naturstyrelsen

Hvad vil et ulvepar med hvalpe betyde?

Når et ulvepar får hvalpe, vil ungerne fra sensommeren begynde at følge forældrene på deres vandringer indenfor deres territorium. Ofte og især om sommeren vil en medlemmerne af en ulvefamilie bevæge sig hver for sig eller få sammen.

Vil et lokalt ulvepar med hvalpe give øget fare for husdyr? Alt andet lige, ja! Ifølge forvaltningsplanen for ulv i Danmark ydes der dog fuld erstatning for husdyr dræbt af ulv, og der vil kunne ydes tilskud til ulvesikre hegn for besætninger, som skønnes særligt udsat.

Vil en lokal ulvefamilie kunne mærkes på jagten? Næppe! Med de tætte bestande af hjortevildt i det vestjyske område vil en ulvefamilies tilstedeværelse næppe få større indflydelse på de lokale vildtbestande. Foreløbige undersøgelser, som Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus har udført i samarbejde med forskere fra LUPUS Institut für Wolfsmonitoring und -forschung in Deutschland tyder heller ikke på, at lokal tilstedeværelse af ulve har synderlig effekt på hjortevildtets bevægelser og adfærd i Tyskland og Danmark.

Er der grund til at være mere bange for ulvene end før? Absolut ikke! De vestjyske ulve udviser præcis den adfærd, som man ønsker, at de skal have: De undgår mennesker og stikker af, når de møder nogle. Skulle en ulv i Danmark miste skyhed for mennesker, vil myndighederne ifølge forvaltningsplanen for ulv straks skride ind og om nødvendig skride til aflivning. For at modvirke tilvænning skal man derfor aldrig opsøge ulve endsige udlægge foder. Der heller ingen grund til at forsøge at opsøge plantager og heder for at få ulvene at se. De vil fjerne sig eller gemme sig, hvis man kommer for tæt på dem. Brug naturen præcis som før ulvene kom.

Ulveflokke må forventes i de kommende år

”Med den endegyldige dokumentation for forekomst af ulvehvalpe i Danmark, er det nu kun et spørgsmål om ganske kort tid, før der i Danmark vil optræde ikke bare enkeltindivider og par, men også flokke af ulve. Ud over det vestjyske ulvepar og dets hvalpe må vi ligeledes forvente, at nye ulve i de kommende år vil indvandre til Danmark som følge af den generelle bestandsvækst i den centraleuropæiske ulvebestand. Det er derfor forventeligt, at flere ulvepar vil etablere sig i Danmark inden for de kommende år, og dermed vil flokke af ulve kunne opleves” vurderer forskningschef Kent Olsen, Naturhistorisk Museum Aarhus.

Kontaktinformation

Forskningsansvarlig Kent Olsen (Naturhistorisk Museum Aarhus), kent@molslab.dk, mobil: 40 27 20 30.

Seniorforsker Peter Sunde (Aarhus Universitet), psu@bios.au.dk, mobil: 20 63 07 04.

  • Kent Olsen