Trafikdræbt ulv ved Rold Skov identificeret
Det ulvelignende dyr, som i november blev fundet ved motorvejen nær Rold Skov, er nu identificeret som en hanulv indvandret fra Tyskland.
Det var en hanulv, som torsdag den 23. november 2023 blev fundet død i rabatten på den nordjyske motorvej ved Torsted vest Rold Skov. Det er nu fastslået ved hjælp af en DNA-analyse.
Ulven blev fundet død af en medarbejder, der bl.a. arbejder for Vejdirektoratet med renholdelse af de nordjyske motorveje. Kadaveret blev hentet af Falck, der bragte den til Aalborg. Her blev den hentet af den nationale ulveovervågning og derefter transporteret til obduktion hos Patologivagten på Københavns Universitet.
Obduktionen viste, at dyret var blevet påkørt og dræbt på stedet, og at det med al sandsynlighed var en ulv. Der findes dog hunde, som eksempelvis tjekkisk ulvehund, der nemt kan forveksles med ulv, og bl.a. derfor var det nødvendigt med en DNA-analyse.
Der foreligger nu resultat fra en DNA-prøve. Den bekræfter, at der var tale om en ulv og fastslår desuden, at der er tale om en hanulv kendt ud fra tidligere registreringer. Takket være det centraleuropæiske ulvesamarbejde () som Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet er en del af, har det været muligt at fastslå hanulvens identitet ved at matche dens DNA-profil med det centraleuropæiske ulveregister. Den døde hanulv, der har koden GW3338m, er kendt fra en afføringsprøve fundet den 18. december 2022 fundet ved Hangelsberg i Brandenburg i Tyskland og spytprøver fra to angreb på får henholdsvis den 24. oktober 2023 og den 25. oktober 2023 på Kongenshus Hede i Midtjylland. Sidste registrering er, hvor den bliver fundet den 23. november 2023 trafikdræbt nær Torsted vest for Rold Skov i Nordjylland.
Det vides ikke hvor og hvornår hanulven GW3338m er født, men den er senest født i 2022 og kan meget vel være hvalp af Hangelsberg-koblet, da den genetiske profil passer med andre individer i det territorium, men de genetiske data er endnu ikke tilstrækkelige til endeligt at kunne konkludere det. I luftlinje over land er der mere end 700 km fra ulvens findested i Tyskland til det sidste danske fundsted.
Med sikkerhed trafikdræbt
Hanulven GW3338m blev fredag den hos patologivagten på Københavns Universitet.
”Det var et sundt, flot og velnæret dyr i god kondition, som er blevet dræbt øjeblikkelig ved at blive påkørt af et køretøj. Det er tydeligvis et rent trafikdrab, for der var ingen sygdomstegn og absolut heller ingen tegn på anskydning,” siger veterinærpatolog Tim Kåre Jensen.
Ved obduktionen konstaterede Tim Kåre Jensen, at dyrets ryg var brækket to steder, baghovedet var ødelagt, og der var skader på ribbenene. Det indikerede, at dødsårsagen var påkørsel, og læsionerne var så voldsomme, at dyret efter al sandsynlighed var død med det samme, da det blev ramt af et køretøj. Kadaverets tilstand i øvrigt, tydede på, at det havde ligget et stykke tid, formentlig i ca. en uge.
Ulven blev også røntgenfotograferet, og ud fra røntgenbillederne kunne veterinærpatologen se, at den ikke var blevet anskudt.
At hanulven GW3338m er født i 2022 stemmer med hvad der kunne konstateres i forbindelse med obduktionen, idet det ud fra størrelse og røntgenundersøgelse af knoglerne, blev vurderet at den ikke kunne være født i 2023, til gengæld var tænderne uden nævneværdigt slid, og derfor vurderedes det, at der ikke kunne være tale om et gammelt dyr.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Aarhus, Kent Olsen, kent@nathist.dk /+45 40 27 20 30.
Veterinærpatolog og Seniorrådgiver ved Patologivagten, Københavns Universitet, Tim Kåre Jensen, tkje@sund.ku.dk / +45 91 25 02 49.
Fotos
Billederne kan downloades ved at trykke på linket herunder. Billederne må ikke bruges til omtale af 3. parts (formodede) observationer af ulv eller som illustration af artikler, der ikke omtaler Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitets undersøgelser af ulv i Danmark, uden forudgående aftale.
Billede 1: Trafikdræbt ulv forud for obduktion. Foto: Kent Olsen.
Billede 2: Trafikdræbt ulv under obduktion. Foto: Kent Olsen.
Billede 3: Trafikdræbt ulv under obduktion. Foto: Kent Olsen.