22. okt 2020

To nye ulve er indvandret til Danmark

En indvandret hanulv er i august og september blevet fundet i det vestjyske ulverevir syd for Holstebro. Ligeledes er en indvandret hunulv, som tidligere på året er påvist i Slesvig-Holsten, påvist i Sønderjylland i oktober. Det viser DNA-analyser af spytprøver fra nedlagte får og ekskrementprøver.

Ny hanulv i Danmark fundet i Ulfborg-reviret

DNA fra en ny hanulv, der har fået kodenavnet GW1840m, er blevet fundet i afføringsprøver indsamlet centralt i Ulfborg-reviret i Vestjylland 13. og 14. august 2020. DNA fra GW1840m er siden også fundet på nedlagte får i samme område (25. september). Den ny hanulvs DNA-profil kendes endnu ikke fra andre prøver fra Danmark eller udlandet, så dens fødested er ukendt. Den regnes derfor som indvandret fra Tyskland før 13. august 2020. Det er muligt, at analyser af endnu ikke undersøgte ekskrementprøver fra Ulfborg-reviret vil kunne præcisere tidspunktet for indvandring yderligere.

Det er muligt, at GW1840m nu danner par med den kendte hunulv GW930f i Ulfborg-reviret, som senest er påvist ud fra DNA-spor fra en afføringsprøve indsamlet 14. august 2020. I givet fald vil dens hidtidige mage, GW1101m formentlig være forsvundet. Det seneste DNA-fund af GW1101m stammer fra 28. december 2019. Analyser af afføringsprøver fra foråret og sommeren 2020 forventes at kunne belyse om GW1840m har erstattet GW1101m, og hvornår det i givet fald er sket.

Ny hunulv i Danmark

DNA fra den tyskfødte hunulv GW1700f, der ikke tidligere er kendt fra Danmark, er 3. og 4. oktober 2020 fundet i Sønderjylland. Prøverne stammer fra et nedlagte får. GW1700f er registreret flere gange i forbindelse med husdyrangreb på dens vej op igennem Slesvig-Holsten i perioden 25. april-22. juni 2020. Det sidste tyske fund var nær Karlum umiddelbart syd for grænsen. Hunulven stammer fra Retzow-Jännersdorf-koblet, nordvest for Berlin. Ulvens forældre ynglede første gang i 2017, hvilket betyder, at GW1700f tidligst er født i 2017 og senest i 2019.

GW1700f er den anden hunulv, som er indvandret til Danmark i nyere tid. Den første, var GW675f som indvandrede i 2016, og i 2017 blev mor til GW930f, som i dag er revirhævdende hunulv i Ulfborg-reviret.

Muligt med nye ulvepar inden årets udgang

Med de nyindvandrede ulve, vurderes antallet af ulve i Danmark til mellem 10 og 12. Foruden ulveparret (GW1840m og GW930fi Ulfborg-reviret, drejer det sig om fem formentlig revirhævdende enlige ulve: GW781m i Råbjerg-reviret i Nordjylland, GW1430m i Klosterhede-reviret i Vestjylland, GW1434f i Skjern-reviret i Vestjylland, GW1468m i Oksbøl-reviret i Sydvestjylland, og GW1629m i Hovborg-reviret i det sydlige Midtjylland. Dertil kan op til tre af sidste års hvalpe forsat befinde sig i Ulfborg-reviret i Vestjylland (GW1469m, GW1470f, GW1535f) eller andre steder i Danmark. Sidst er der GW1700f, der senest er truffet i Sønderjylland, og usikkerheden om, hvorvidt GW1101m er forsvundet.

Tilstedeværelsen af den nyindvandrede hunulv GW1700f, tre tævehvalpe (GW1434f, GW1470f, GW1535f) født i 2019 (hvoraf ingen endnu er påvist i Tyskland), samt mindst fire enlige hanulve, sandsynliggør, at et eller flere nye ulvepar vil dannes i løbet af efteråret og vinteren.

Det internationale ulve-samarbejde

Det er takket være et godt samarbejde med de tyske myndigheder og det centraleuropæiske ulvesamarbejde (CEwolf), som Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus er en del af, at det er muligt at fastslå ulvenes identitet og oprindelse ved at matche deres DNA-profiler med det centraleuropæiske ulveregister. Fundene af de to nye ulve i Danmark viser, at det internationale samarbejde er essentielt, når det gælder overvågning af dyr som ulve, der bevæger sig over store afstande upåagtet af landegrænser.

Husk at melde hvis du ser en ulv!

For at kunne finde DNA fra de danske ulve, er vi nødt til at vide, hvor der skal ledes. Særligt enlige ulve under vandring kan tilbagelægge store afstande på kort tid og er derfor svære at følge. Derfor opfordres alle som mener at have set en ulv at indsende eksempelvis billeder eller observationer af ulve og formodede ulve til den nationale ulveovervågning (ulv@nathist.dk). Alle offentliggjorte ulvefund præsenteres med en sløring på 10x10 km. Man kan også vælge at det indsendte fund ikke skal være tilgængeligt for offentligheden.

Kontaktinformation

Videnskabelig chef Kent Olsen, Naturhistorisk Museum Aarhus, kent@nathist.dk, mobil: 40 27 20 30.

Professor Peter Sunde, DCE-Aarhus Universitet, psu@bios.au.dk, mobil: 20 63 07 04.

  • Kent Olsen