Ny tyskfødt hanulv indvandret
Ny tyskfødt hanulv indvandret
DNA-spor fundet i forbindelse med et husdyrangreb stammer fra en ny hanulv indvandret fra Tyskland.
I forbindelse med et angreb på får den 2. december 2021 ved Nymindegab syd for Ringkøbing Fjord i Vestjylland, blev der sikret DNA-spor i form af spytprøver fra bidmærker på husdyrene. Angrebet, der fandt sted udenfor den vestjyske ulvezone, skete i en hegning, der ikke var ulvesikret.
En DNA-analyse har nu bekræftet, at det var en ulv, og at der var tale om en ny hanulv, som ikke tidligere har været registreret i Danmark.
Hanulven er indvandret fra Tyskland
Takket være det centraleuropæiske ulvesamarbejde (CEwolf) som Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus er en del af, har det været muligt at fastslå hanulvens identitet ved at matche dens DNA-profil med det centraleuropæiske ulveregister. Hanulven, som har fået kodenavnet GW1894m, er registreret én gang tidligere i forbindelse med fundet af en afføringsprøve den 19. oktober 2020 i Nossentiner Heide-reviret i det sydlige Mecklenburg-Vorpommern, hvor den er født i foråret 2020. I luftlinje over land er der mere end 400 km fra ulvens fødested til det danske fundsted.
Ulvens nuværende opholdssted er usikkert, men den formodes fortsat at befinde sig i Danmark. Det må betegnes som plausibelt, at det var GW1894m, som på sin vandring op gennem Jylland, blev filmet øst for Esbjerg den 27. november 2021, og siden er registreret vandrende forbi udkanten af industriområdet i Aalborg Ø (13. december 2021) og gennem Svenstrup syd for Aalborg (4. januar 2022).
Husk at melde hvis du ser en ulv!
For at kunne finde DNA fra de danske ulve, er vi nødt til at vide, hvor der skal ledes. Særligt enlige ulve under vandring kan tilbagelægge store afstande på kort tid og er derfor svære at følge. Derfor opfordres alle som mener at have set en ulv at indsende eksempelvis billeder eller observationer af ulve og formodede ulve til den nationale ulveovervågning (ulv@nathist.dk). Offentliggjorte ulvefund præsenteres med en sløring på 10x10 km, men man kan også vælge, at det indsendte fund ikke skal være tilgængeligt for offentligheden. Samtidig kan man som indsender vælge, at ens navn holdes fortroligt og kun kendes af den nationale ulveovervågning.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Aarhus Kent Olsen, kent@nathist.dk /+45 40 27 20 30.
Professor ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet Peter Sunde, psu@ecos.au.dk / +45 20 63 07 04.