Mellem 10 og 12 ulve i Danmark i 1. kvartal 2020
Status for ulveovervågningen viser et nærmest uændret antal ulve i Danmark. En ulv har skadet benet, sandsynligvis i forbindelse med jagt, men forventes at komme sig naturligt.
I den senest status for overvågningen af ulve i Danmark viser overvågningen, at der i perioden 1. januar-31. marts 2020 har befundet sig mellem fire og seks voksne ulve samt seks årsunger i Danmark.
Ungerne blev født i forsommeren 2019, og ud fra optagelser på vildtkameraer og dna-undersøgelser af ekskrementer vurderer forskere fra DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi og Naturhistorisk Museum i Aarhus, at antallet af ulve i Danmark i perioden har været stabilt.
Der er fortsat et par med seks unger i Ulfborg-reviret, én enlig han i Nordjylland og én til tre enlige hanner i Midt- og Vestjylland. Alle ulvene er identificeret via dna-prøver fra deres ekskrementer og spyt fundet på byttedyr, og forskerne kan ud fra deres genetiske profiler fastslå deres stamtræ og færden ved hjælp af oplysninger fra det centraleuropæiske ulveregister.
Halt ulveunge
Siden 29. marts har vildtkameraer i Ulfborg-reviret registreret flere videooptagelser af en årsunge, som efter alt at dømme har brækket det venstre forben. Ulven humper på tre ben, og støtter ikke på det skadede forben. På optagelserne ses, at den unge ulv går sammen med mindst fire andre ulve, hvor to er forældrene i Ulfborgkoblet og de øvrige er søskende fra 2019.
Det er ifølge notatet ikke unormalt, at vilde ulve pådrager sig knoglebrud, hvilket typisk sker i forbindelse med jagt. For eksempel kan hjortevildt forsvare sig med kraftige spark, som nemt kan skade en ulv.
Ifølge notatet viser studier af vilde ulve, at benbrud hos dyrene typisk heler af sig selv, og at det skadede dyr er i stand til at bevæge sig omkring på tre ben. I Tyskland er der gennem årene set billeder og videoer af ulve med beskadigede ben, herunder også forben ligesom den danske ulv. Herfra viser erfaringen, at flere af de skadede ulve har haft succes med efterfølgende at vandre ud, etablere egne territorier og opdrætte hvalpe.
Forskerne bag notatet betegner det derfor som sandsynligt, at den danske ulv vil klare sig trods skaden. Selvom DNA-profilerne kendes fra alle seks unger i Ulfborg-reviret, vides det endnu ikke hvilken af de seks ungdyr, der er tale om.
Ulve og hunde nedlagde husdyr
I statusrapporten for 1. kvartal 2020 fremgår det, at Miljøstyrelsen har fået undersøgt 22 prøver fra angreb på husdyr. 17 prøver fra i alt ni angreb viste sig at indeholde spor fra ulv, mens én prøve fra et andet angreb viste hund. I de sidste fire prøver var kvaliteten af DNA-sporerne så dårlige, at det ikke var muligt at artsbestemme hvilket dyr, der havde nedlagt husdyrene.
I henhold til den kontrakt, som Miljøstyrelsen har indgået med det videnskabelige konsortium mellem Naturhistorisk Museum i Aarhus og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet om overvågning af ulv i Danmark, skal konsortiet udarbejde en kvartalsvis aktivitets- og resultatrapport.
Læs hele notatet ”Statusrapport fra den nationale overvågning af ulv (Canis lupus) i Danmark - 1. kvartal 2020”
For yderligere oplysninger, kontakt venligst videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum Aarhus Kent Olsen, kent@nathist.dk /+45 40 27 20 30 eller seniorforsker ved Institut for Bioscience, Aarhus Universitet Peter Sunde, psu@bios.au.dk / +45 20 63 07 04.