Her er status for ulve 2019
Miljøstyrelsen har gjort status for ulve i Danmark 2019. Året bød på ny ulvezone, bedre mulighed for tilskud til ulvesikrede hegn og projekt for vogterhunde.
Ved indgangen til 2019 vurderede Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus (som overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen), at der befandt sig i omegnen af fem ulve i Danmark. Det tal var ved indgangen af 2020 steget til omkring 10 ulve, hvoraf fem er hvalpe, som er født i foråret 2019. De fem voksne ulve består af:
• Hanulven GW781m, som har opholdt sig i Råbjerg-reviret i Nordjylland siden den indvandrede fra Tyskland i efteråret 2017.
• Hanulven GW1156m, som har opholdt sig i Nørlund-reviret i det centrale Midtjylland siden den indvandrede fra Tyskland i sommeren 2019.
• Hanulven GW1169m, som har opholdt sig i Nørlund-reviret i det centrale Midtjylland siden den indvandrede fra Tyskland i foråret 2019 og som i sommeren 2019 kan være vandret videre.
• Det vestjyske ulvepar bestående af den danskfødte hunulv GW930f og den tyskfødte hanulv GW1101m, som har opholdt sig i Ulfborg-reviret i Vestjylland siden efteråret 2018.
Du kan læse mere om overvågningen af ulve i Danmark og se hvor i landet ulvene er observeret på www.ulveatlas.dk
Kompensation for ulveangreb på husdyr
Miljøstyrelsen udbetaler kompensation til landmænd, som mister husdyr som følge af ulveangreb. I 2019 besigtigede Naturstyrelsens ulvekonsulenter i 77 tilfælde husdyr, som var formodet angrebet af ulv. Ved besigtigelserne obducerer ulvekonsulenterne de dødfundne dyr og tager i mange tilfælde prøver til DNA-analyse. Der blev ved disse 77 besigtigelser fundet dokumentation for, at ulve 25 gange havde angrebet husdyr, mens der i de resterende 52 tilfælde var tale om dyr, som var selvdøde, dødfødte, angrebet af andre rovdyr eller dyr, som havde ligget så længe, at det var umuligt at fastslå dødsårsagen. Tallene siger ikke noget om, hvor mange husdyr der samlet dør på markerne eller bliver angrebet af andre rovdyr som fx guldsjakaler, hunde og ræve, da Naturstyrelsens ulvekonsulenter kun tilkaldes, hvis der er mistanke om ulveangreb.
I 2019 blev der alene konstateret ulveangreb i Vest- og Midtjylland. I 16 tilfælde angreb ulve husdyr i Vestjylland, mens ulve i ni tilfælde angreb husdyr i Midtjylland. I alle 25 tilfælde fandt ulveangrebene sted i hegn, som ikke opfyldte Miljøstyrelsens definition for ulvesikrede hegn.
Tilskud til ulvesikrede hegn
I efteråret 2019 åbnede miljøministeren for et nyt ca. 570 km2 stort område i Midtjylland. Det betyder, at der i dag er to områder, hvor husdyrholdere med mindre husdyr kan søge tilskud til ulvesikrede hegn – et ca. 330 km2 stort område i Vestjylland og et ca. 570 km2 stort område i Midtjylland. Du kan læse mere om områderne og søge tilskud til hegn her.
Miljøministeren forhøjede desuden tilskudssatsen til de ulvesikrede hegn, så der i dag ydes et tilskud på 100 pct. af hegnets etableringsomkostninger – dog max 15 kr./m. Der blev i løbet af året ulvesikret ca. ni km hegn, så der i dag samlet er ulvesikret ca. 41,5 km hegn med tilskud fra Miljøstyrelsen. Ulvesikrede hegn er aldrig nogen garanti for, at en ulv ikke kan angribe husdyr, men erfaringerne fra udlandet og herhjemme siger, at et ulvesikret hegn nedsætter risikoen markant. Miljøstyrelsen har således endnu ikke kunnet konstatere ulveangreb bag et fungerende ulvesikret hegn herhjemme, da samtlige danske ulveangreb på husdyr har været indenfor enten ikke ulvesikrede hegn eller hegn, som var ulvesikrede, men ikke fungerende som følge af skader eller manglende vedligehold.
Efter at det i 2019 blev konstateret, at ulve havde angrebet både shetlandsponyer og farmhjorte, har Miljøstyrelsen præciseret, hvilke husdyr som er omfattet af styrelsens ordning for tilskud til ulvesikrede hegn. I forvaltningsplan for ulv er det beskrevet, at Miljøstyrelsen kan yde tilskud til at ulvesikre hegn til mindre husdyr som f.eks. får og geder, hvorimod hegning af større husdyr som heste og køer ikke er omfattet af ordningen, da disse kun sjældent angribes af ulv.
Da hverken farmhjorte eller shetlandsponyer er nævnt i forvaltningsplanens afgrænsning af mindre og større husdyr, og størrelsesmæssigt ligger mellem får og geder på den ene side og køer og heste på den anden, har Miljøstyrelsen præciseret tilskudsordningen efter inspiration fra den tyske ulveforvaltning. Fremadrettet yder Miljøstyrelsen tilskud til hegn til husdyr der i voksen tilstand almindeligvis har en højde (målt over ryggen eller stangmål for heste, æsler og muldyr) på mindre end 120 cm.
Pilotprojekt for vogterhunde
Miljøstyrelsen indgik ved udgangen af 2019 aftale med to husdyrholdere om deltagelse i pilotprojekt om anvendelse af vogterhunde under danske forhold. Til brug for projektet ydes der bl.a. tilskud til indkøb af fire certificerede vogterhunde, samt undervisning i korrekt hold og anvendelse af hundene.
I bl.a. Tyskland er der gode erfaringer med at anvende vogterhundene som afværgemiddel mod ulveangreb på får. Vogterhunde er ikke noget ny opfindelse. Man har igennem tusinder af år opdrættet og anvendt vogterhunde til at beskytte husdyr mod rovdyr, og efter at de store rovdyr, som fx ulv igennem de seneste årtier har spredt sig i Europa, er anvendelse af vogterhunde igen blevet aktuel.
Kilde: Miljøstyrelsen