9. apr 2020

Halt ulv observeret i Ulfborgreviret

Siden 29. marts er der på vildtkameraer blevet observeret en ulv i Ulfborgreviret, som efter alt at dømme har brækket et forben. Det er ikke unormalt, at ulve får benbrud i naturen, og skaden vil normalt hele af sig selv, såfremt ulven kan finde nok føde i mellemtiden. Da ulven, som er en unge fra 2019, fortsat går sammen med sin familie, formodes den at have gode chancer for at komme sig.

Siden 29. marts har den nationale ulveovervågnings vildtkameraer i Ulfborgreviret registreret seks videooptagelser af en ung ulv, som efter alt at dømme har brækket det venstre forben. Ulven humper på tre ben, og støtter ikke på det skadede forben. På optagelserne kan man se, at den unge ulv går sammen med mindst fire andre ulve, hvor to er forældrene i Ulfborgkoblet og de øvrige er søskende fra 2019.Video: Videoen viser optagelser fra de opsatte vildtkameraer i Ulfborgreviret, hvor den halte ulv ses bevæge sig rundt i perioden 29. marts-4. april 2020. Video: Naturhistorisk Museum Aarhus, Aarhus Universitet samt Thomas Boesdal, Søren Krabbe & Mads Skamris.

Brækkede ben er en erhvervsrisiko for ulve

Det er ikke unormalt, at vilde ulve brækker et ben, hvilket typisk sker i forbindelse med jagt. Krondyr kan forsvare sig med kraftige spark, som nemt kan skade en ulv, så denne type skader kan betragtes som en erhvervsrisiko for vilde ulve. Risiko for skader er også en af grundene til, at ulve helst undgår at angribe raske, fuldvoksne krondyr, men foretrækker at gå efter kalve eller svækkede dyr.

Ulven har gode chancer for at overleve

Studier af vilde ulve viser, at benbrud typisk heler af sig selv, og at det skadede dyr i den mellemliggende periode er i stand til at bevæge sig omkring på tre ben. I Tyskland er der igennem årene set billeder og videoer af ulve med beskadigede ben, herunder også forben som den danske ulv. Erfaringen her fra viser, at flere af de skadede ulve har været ganske vellykkede i forhold til at vandre ud og etablere egne territorier, hvor de med succes har opdrættet hvalpe.

Selv om den skadede ulv næppe vil kunne nedlægge større byttedyr i den kommende periode, vil den formentlig fortsat kunne finde føde i form af mindre byttedyr som fx frøer og mus, samt leve af ådsler og bytte nedlagt af ulvekoblets øvrige medlemmer. Det må derfor betegnes som sandsynligt, at den vil klare sig. Da det under sådanne betingelser er en klar fordel af opholde sig i område man kender godt i forvejen, og have familiemedlemmers jagtindsats at trække på, er det sandsynligt, at den skadede ulv vil forblive på reviret de næste par måneder.

Ulvens videre skæbne vil blive overvåget: Meld ind, hvis du ser eller filmer den

Den halte ulvs bevægelser og tilstand vil naturligvis blive fulgt af den nationale ulveovervågning. Dette vil i første omgang ske vha. vildtkameraoptagelser, men sidenhen også via DNA-spor. Selvom DNA-profilerne kendes fra alle seks årsunger i Ulfborgreviret, vides det dog endnu ikke hvilken af de seks ungdyr, der er tale om.

Hvis man som privatperson skulle observere eller ligefrem filme eller fotografere den halte ulv, opfordres man til at kontakte den nationale ulveovervågning på ulv@nathist.dk eller telefonnummer 4027 2030. Vi er i øvrigt også interesseret i at høre fra dig, hvis du mener at have set eller filmet en hvilken som helst ulv i hele landet.

Kontaktinformation

Videnskabelig chef Kent Olsen, Naturhistorisk Museum Aarhus, kent@nathist.dk, mobil: 40 27 20 30.

Seniorforsker Peter Sunde, DCE-Aarhus Universitet, psu@bios.au.dk, mobil: 20 63 07 04.

  • Kent Olsen