Danmark kan forvente flere ulve i fremtiden
Antallet af ulve i Danmark vil formentlig øges i de kommende år. Dette skyldes, at flere ulve indvandrer hvert år, samt at fire hunulve blev født i landet i 2021.
Antallet af ulve har været svagt stigende over en årrække. For tiden vurderes der at befinde sig mellem 13 og 15 ulve i Danmark, heraf tre par.
Bestandens fremtidige størrelse vil først og fremmest afhænge af om overlevelse i fremtiden bliver tilstrækkelig høj til at der fødes flere ulve end der dør.
På opdrag fra Miljøstyrelsen har DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet vurderet den fremtidige bestandsudvikling for ulve i Danmark. I vurderingen indgår udviklingen i indvandring af nye ulve fra Tyskland, ulvenes overlevelse i Danmark, samt ulvenes habitatkrav.
Vurderingen sammenfattes til følgende hovedpunkter:
- Siden 2012, har bestandsudviklingen af ulv i Danmark været drevet af indvandring, som har kompenseret for, at dødeligheden har været højere end det, en ulvebestand kan tåle.
- Frem til 2022 har bestandsvæksten også været hæmmet af et underskud af hunner. Efter at der i 2021 blev født et kuld bestående af fire tævehvalpe, forventes denne bestandsbegrænsende faktor fremover ikke at gøre sig gældende i samme grad som tidligere.
- Som direkte følge af tilskuddet på fire tævehvalpe til bestanden, regnes det som realistisk, at der i løbet af 2022 vil etableres 1-3 nye ulvepar i tillæg til de tre par, som er registreret hidtil i år.
- Hvorledes ulvebestanden vil udvikle sig i de kommende år vil bero på, om dødeligheden vil have et omfang som overstiger reproduktionsevnen, hvilket har været tilfældet før 2020.
- Hvis ulvebestanden i Danmark vedbliver ikke at være selvopretholdende (”population sink”), vurderes det fremtidige antal ulve at komme til at tælle mellem 10 og 35 individer, afhængig af indvandringsrate, ulvenes overlevelse, samt hvor mange danskfødte ulve, som produceres per immigrant.
- Hvis den danske bestand bliver selvopretholdende, vil bestanden vokse, indtil der opstår en balance mellem fødsler, dødsfald, ind- og udvandring. Hvor hurtigt bestanden evt. vil vokse, vil bero på dødelighedens størrelse. I den forbindelse vil overlevelsen for revirhævdende par være af essentiel betydning.
- Den biologiske bæreevne for hele Danmark vurderes at være højere end ti par/kobler.
- På grund af spredningsbarrierer og landskabssammensætning forventes der også i fremtiden kun at være reproducerende ulve i Jylland.
Notatet kan læses i sin fulde sammenhæng her.
For yderligere oplysninger, kontakt venligst:
Professor ved Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet, Peter Sunde, psu@ecos.au.dk / +45 20 63 07 04.
Videnskabelig chef ved Naturhistorisk Museum, Aarhus, Kent Olsen, kent@nathist.dk / +45 40 27 20 30.